Strygsdam Hundepension

- et trygt valg for din hund...

 

Information vedr. kennelhoste

På nettet har jeg fundet følgende indlæg, som jeg har valgt at lægge ud på min hjemmeside, og som forhåbenligt kan være med til at give hundeejere et klarere billede af, hvad kennelhoste er..

Kongelundens Dyreklinik skriver:

Kennelhoste, kaldes også infektiøs tracheobronchitis. Dette er ofte en blandings-infektion af virus og Bordetella bronchiseptica, der er en bakterie. Der er flere forskellige virus, der kan være involveret i dette syndrom. Disse virus kan være parainfluenza, adenovirus, herpesvirus og reovirus.

Kennelhoste smitter meget let, smitten kan spredes med luften, efter en hund har nyst eller hostet, eller ved overførsel fra en person, foderskål eller lignende, der har været i kontakt med den smittede hund. Derfor er god hygiejne en vigtig foranstaltning for at undgå, at overføre smitten fra en hund til den næste-. Nogle virus smitter også via afføringen. Kennelhoste ses især hos hunde, der har været i hundepension, er i kenneler eller sammen med mange andre hunde. Efter hunden har været udsat for smitte, går der 3-10 dage, før der ses symptomer.

Symptomer:

  • Pludseligt opstået tør hoste, der bliver værre ved ophidselse eller motion.
  • Hosten kan blive så slem, at hunden bagefter prøver at kaste op.
  • Hunden forbliver for det meste frisk og har normal ædelyst.
  • I nogle tilfælde ses flåd fra næse, der er slimet og eventuelt gult.
  • Der kan også hostes slim op.
  • I svære tilfælde ses nedsat ædelyst og feber.

Behandling:

  • Det er ikke muligt at behandle virus infektioner.
  • Hvis symptomerne er lette, er det ikke nødvendigt med en medicinsk behandling.
  • Hostestillende tabletter, så som noskapin i håndkøb, kan gives, hvis hosten er tør, og der ikke hostes slim op.
  • Hunden skal ikke motioneres, og ophidselse skal undgås.
  • Blød kost, for at skåne svælget mest muligt, tørkosten kan opblødes med vand.
  • Antibiotika i form af oxytetracyklin, doxycyclin eller trimetroprim-sulfa præparater har en god effekt på Bordetella bronchiseptica, hvorimod penicilliner og cephalosporiner ikke har en særlig god effekt på denne bakterie.

Efter 1-3 uger bliver hunden rask igen, og ofte er det ikke nødvendigt med en medicinsk behandling.

Vaccination er ikke mulig mod alle de virus og bakterier, der kan være involveret i dette syndrom, men en del af de virus, der er involveret, vaccineres derimod med kombinations vaccinerne, der gives en gang hvert til hvert andet år.

Aalborg Dyrehospital har også lagt følgende spørgsmål fra en hundeejer ud:

Spørgsmål 3:

Jeg har en labrador retriever han på 6 år, som hvert sommer kommer i hundepension, når vi skal på ferie. Det er en god pension, som han har været vant til fra helt lille hvalp. Han bliver luftet hver dag, gerne sammen med nogle af de andre hunde i pensionen. Sidste år fik han imidlertid kennelhoste imens han var i pensionen. Har hostede i mere end en uge, efter ferien og var meget trist og træt. Vi andre fik heller ikke sovet igennem, fordi han hostede hele natten. Af og til hostede han så voldsomt,  at han kastede lidt op af det.

Damen der ejer pensionen var også meget ked af det, for næsten alle hundene fik kennelhoste hos hende sidste år. Vores hund er vaccineret, men dyrlægen siger, at vaccinen ikke kan beskytte 100 %.

Er der noget andet vi kan gøre for at undgå, at vores hund bliver smittet. Burde vi få ham passet et andet sted eller måske tage ham med på ferien? Vores hund har ikke noget imod at køre i bil, men vi skal helt til Frankrig, så vi syntes han har det bedre med at blive i Danmark.

Svar:

Jeg syntes også, at I skal lade jeres hund passe i den gode pension. Det er ikke ualmindeligt, at en hundepension eller kennel rammes af kennelhoste. Den risiko er der ethvert sted, hvor man samler mange hunde.

Kennelhoste er en sygdom forårsaget af virus eller bakterier, der giver halsbetændelse og hoste. Det er sjældent en sygdom, der er farlig for hunden og så længe hunden ikke har høj feber eller er meget påvirket, så behandler men ikke med antibiotikum. Derimod kan man give hostestillende midler for at give både hund og ejer ro. Kennelhoste er meget smitsom og smitter via sekret fra især næse og hals.

Den vaccine vi har brugt hidtil har kun beskyttet med virus-betinget kennelhoste i maximalt 1 år, hvorimod vi ikke har haft mulighed for at vaccinere mod bakterien Bordetella Bronchiseptica, der ofte giver kennelhoste. Der er imidlertid for ganske nyligt kommet en ny vaccine på markedet, der netop beskytter hunden mod både bakterien og virus. Det er en vaccine, der indgives i næsen på hunden og som yder beskyttelse mod bakterien inden for 3 dage. Beskyttelsen mod virus indtræder først efter 3 uger.

Denne vaccine adskiller sig fra den vaccine vi plejer at bruge  ved, at den giver en lokal beskyttelse i næsen på hunden. Det er netop via slimhinden i næsen, at hunden bliver smittet. Ligeledes dæmper denne vaccine også udskillelsen af smitstoffer fra næseslimhinden til omgivelserne. Herved begrænses risikoen for smitte til andre hunde.

Vaccinen kan således både bruges til at beskytte hunde mod at blive smittet samt til at begrænse smitten fra allerede smittede hunde til andre hunde.

Jeg vil foreslå dig, at henvende dig hos din dyrlæge og snarest få din hund vaccineret med den nye vaccine, så han er beskyttet inden ferien i pensionen. Samtidig kunne du appellere til ejeren af pensionen, at hun sørger for, at alle hunde, der kommer i pensionen er vaccineret mod kennelhoste og andre relevante sygdomme.

God ferie til både dig og din hund. Mette Rønn-Landbo

 


 

 

 

         

  

 

 

Hvad gør jeg på Strygsdam Hundepension for at nedsætte risikoen for smittespredning?

For at undgå en langvarig smittespredning fra pensionen, har jeg valgt at holde lukket i 2-3 dage et par gange i løbet af efteråret, ligesom min familie og jeg også holder vores "sommerferie" i kennelhostens højsæson. På den måde undgår jeg i hvert fald i dé perioder, at overlap af hunde fra én uge til en anden er med til at fortsætte smittespredningen. Desuden bliver bokse og vandskåle grundigt rengjort efter hver hund, og jeg forsøger at benytte forskellige lufteområder, hvis jeg har mistanke om at viruset er tilstede blandt hundene.

Desværre er der ikke nogen garanti for at din hund alligevel ikke bliver smittet - for det kræver kun én hund med smitten - så er det her igen..

Alle hunde, som passes i pensionen, viser gyldigt vaccinations
bevis ved ankomst (max 12 mdr. gammelt), hvilket er den maximale holdbarhedstid for kennelhostevaccinen. Alligevel kan din hund blive smittet med virus, så der er desværre ingen garanti..
 
Hvad kan du gøre?

Kontakt mig straks, hvis din hund opfører sig unormalt, eller viser tegn på kennelhoste eller andre sygdomme efter at den er kommet hjem igen efter pensionsopholdet.

Jeg kan forhåbentlig være behjælpelig med opklaring af eventuelle spørgsmål.

 

Aalborg Dyrehospital fik følgende spørgsmål fra en hundeejer:

Spørgsmål 1:

Vi har en 8 år gammel westi (West Highland White Terrier), der var i pension sidste weekend og nu hoster han. Han har før hostet efter ferie i pensionen. Det er en god pension, men jeg er bange for, at han får træk i løbegården. Han spiser og virker glad nok, men holder os vågen om natten med sin hoste. Han er vaccineret for kennelhoste for 1½ år siden så det kan vel ikke være det ?

Svar 1:
Din hund kan sagtens have kennelhoste, selvom han er vaccineret for 1½ år siden. Den vaccine din hund er vaccineret med er typisk en kombinationsvaccine, der bl.a. indeholder beskyttelse mod en type kennelhoste. Den beskytter imidlertid maksimalt 1 år mod kennelhoste!

Kennelhoste er en samlebetegnelse for flere vira og bakterier, der kan give halsbetændelse og dermed hoste. Normalt er det en ret uskyldig lidelse, som sjældent kræver medicinsk behandling. Hvis hunden ikke er påvirket eller får feber er det tilstrækkeligt, at give lidt hostedæmpende medicin, som kan købes i håndkøb på apoteket. Hunden skal holdes i ro i den tid hosten står på. Samtidig er det vigtigt, at hunden beskyttes mod andre ting, der kan irritere luftvejene, undgå f.eks. tobaksrøg.

Kennelhoste varer typisk 14 dage og hunden kan smitte andre hunde så længe den hoster. Jeg syntes du skal informere pensionen, så de kan være opmærksomme på problemet. Du kan ikke bebrejde pensionen, at din hund har fået kennelhoste. Det er typisk, at det sker, hvor mange hunde samles og det er den typiske årstid for denne lidelse. Mange internater og pensioner vælger at lukke i en periode for at stoppe smittespredningen.

Selvom din hund har haft kennelhoste en gang, kan den få det igen.

Der er andre lidelser, der giver symptomer ligesom kennelhoste. Her tænker jeg på hjerte-lungeorm, som skyldes en lille orm, som hunden inficeres med ved at spise snegle.

Westi har desuden tendens til at udvikle en helt speciel lungelidelse, der hedder lungefibrose. Sygdommen er at sammenligne med KOL eller "sten-lunge" hos mennesker. Den ses især hos de ældre westi og kræver intensiv behandling og er desværre umulig at helbrede.

Hvis du er i tvivl, så kontakt din dyrlæge.

Mette Rønn-Landbo - dyrlæge

 

Følgende spørgsmål og svar er hentet hos dyrlæge hos Dansk Kennel Klub, Peter von Rosen Vange:

Spørgsmål 2:
Jeg har to border collies, som i øjeblikket har kennelhoste. Hvad er kennelhoste egentlig for noget?
Og skal man tage særlige hensyn til hundene? Udover at de hoster en del virker de raske og friske.

Svar 2:
Kennelhoste er betegnelsen for en luftvejsinfektion hos hunde. Navnet kennelhoste skyldes, at lidelsen ofte opstår hvor mange hunde er tæt sammen, som det f.eks. kan være tilfældet i kenneler.
Infektionen er ganske rigtigt meget smitsom, og har ens hund kennelhoste bør man afgjort tilstræbe at isolere den fra andre hunde. Hundene smitter hinanden ikke kun ved samvær, men også indirekte. Har en hund med kennelhoste eksempelvis hostet lidt slim op, og en anden hund efterfølgende snuser til dette slim, er der en stor risiko for at denne hund smittes. Spredning af kennelhoste kan altså ske indirekte uden hundene behøver at have kontakt med hinanden. Inkubationstiden – altså den tid der gået fra hunden smittes og til den udvikler symptomer på kennelhoste - er mellem 5 og 10 dage.

Selve infektionen er en kombination af mange ting. Såvel bakterier, som mycoplasmer og vira er involveret heri. Ved undersøgelse af hunde med kennelhoste har man således fundet bl.a. canine parainfluenzavirus, canine adenovirus, type 2, herpesvirus og en bakterie ved navn "Bordetella bronchiseptica", sidstnævnte menes at have temmelig stor betydning for udviklingen af kennelhoste. Udover vira og bakterier kan stress, kulde, træk, m.m. være medvirkende årsager til at en hund udvikler kennelhoste. Det er således ikke en enkelt ting der forårsager kennelhoste, men samspillet mellem adskillige faktorer.

Symptomerne på kennelhoste er, ja, hoste. En tør, lidt rallende hoste, der kan være så voldsom at den ender i småbrækninger. Hosten irriterer hundens luftveje, og er på den måde selvforstærkende, så hunden hoster endnu mere. Såvel hoste som efterfølgende brækninger kan være så voldsomme, at ejeren tror hunden har et fremmedlegeme siddende i halsen. Det kan derfor anbefales at behandle hunden med et hostestillende medikament – spørg dyrlægen!
Udover den karakteristiske hoste kan hunden blive nedstemt, have nedsat appetit og få lidt feber i et par dage. Symptomerne er oftest mest udtalt hos unge og hos gamle hunde.
Under alle omstændigheder skal man altid være opmærksom på, at hunde med kennelhoste har et nedsat immunforsvar, og at der derfor kan støde andre infektioner til. Det kan således blive nødvendigt at understøtte hundens immunforsvar med antibiotikabehandling.
Sålænge hunden hoster og en uges tid efter ophøret af hosten bør hunden holdes nogenlunde i ro.
Sygdommen vil som regel være overstået i løbet af små tre uger. Såfremt der ikke tilstøder komplikationer vil hunden komme sig fuldstændig.

Man kan næsten tale om en "sæson for kennelhoste", idet sygdommen hyppigst florerer i efterårs- og vintermånederne.
Kennelhoste kan til dels forebygges med en årlig vaccination mod nogle af de vira, der indgår i kennelhoste-komplekset. Man må dog være opmærksom på, at netop fordi lidelsen er så kompleks – altså at flere faktorer er medvirkende ved udviklingen heraf – er vaccination ingen garanti mod at ens hund udvikler kennelhoste. Hertil skal dog tilføjes, at flere indehavere af hundepensioner hævder at nylig vaccinerede hunde sjældent får kennelhoste.
Således beskriver Tina Pedersen fra AA hundecenter i Toksværd, at man på denne pension har bemærket, at hunde der er nyvaccinerede, når de ankommer stort set aldrig udvikler kennelhoste. Dette selvom der måtte være andre hunde i pensionen, som har kennelhoste. Det er nemlig et faktum, at langt de fleste hundepensioner i efterårsmånederne har kennelhoste indenfor deres døre.
På AA hundecenter gør man imidlertid meget ud af, at isolere hostende hunde fra de øvrige pensionærer, og dette sammenholdt med, at man råder folk til at vaccinere hunden inden den skal i pension, gør at man kan holde infektionen på et absolut minimum. "Og så holder vi selvfølgelig altid ekstra øje med en hund der hoster" slutter Tina Pedersen. Og dette fornuftige råd fra AA hundecenter er hermed givet videre. For selvom om dine hunde virker raske og friske, så er det altid fornuftigt at have et ekstra øje på dem, hvis de har kennelhoste.